|
Workshops og andre mødeformer
CASA har erfaring i at arrangere forskellige former for mødeaktivitet, hvor viden kan formidles og diskuteres. Vi kan stå for hele planlægningen eller deltage i dele af arrangementet med oplæg, som ordstyrer eller sekretariat.
Hvert år indgår der workshops, cafémøder eller andre af mødeformerne i 10-15 af de projekter, vi gennemfører.
I praksis er der udviklet en lang række forskellige mødeformer, som er eller kan tilpasses den aktuelle situation.
En workshop er et arbejdende møde under ledelse af eneller flere personer. Der gives et oplæg til debat, og deltagerne bidrager herefter aktivt til temaet på lige fod med oplægsholderne med egne erfaringer, synspunkter, problemstillinger m.v.
Cafémøder er en metode, som er effektiv til at skabe dialog på tværs af forskellige aktører. Man diskuterer et emne i grupper, mengrupperne brydes opflere gangeundervejs og sammensættes på nye måder. Herved opnås i højere grad, at alle kommer frem med deres holdninger.
Et kvalitetsværksted er et struktureret møde, hvor borgerne eller ansatte beskriver deres holdninger til et åbent og meget overordnet spørgsmål. Værkstedet er en god metode i starten af et projekt, fordi man kan finde ud af, hvad deltagerne synes, er det vigtigste ved et tilbud – både positivt og negativt. Der veksles mellem individuel refleksion og tematisering i plenum under en form, der muliggør spørgsmål, men ikke indvendinger og diskussion.
På et dialogmøde fremlægger forskellige parter deres syn på et bestemt emne. Hermed opnår parterne indsigt i hinandens synspunkter, og mulighederne for at finde fælles løsninger afklares. Sigtet er ikke en fælles beslutning, men at tydeliggøre, hvori eventuelle uenigheder består, og sikre forståelse for, at en beslutning sandsynligvis ikke kan tilgodese alle interesser. På et visionsseminar er sigtet, at en eller flere interessentgrupper opstiller visioner om, hvordan de kunne tænke sig, at området udvikler sig de næste mange år, herunder pejlemærker for udviklingsprocessen. I brugerdeltagelse i arbejdsgrupper inviteres brugere ind i en arbejdsgruppe på lige fod med de professionelle. Metoden giverdeltagerne direkte indflydelse på udformningen af et konkret tiltag og engagerer herved brugerne, så de kan fungere som ambassadører for projektet. Dette kan bl.a. benyttes til at fremskynde en implementeringsfase. Metoden forudsætter en række møder, hvilket kræver en stram tidsplan, hvis der skal opnås resultater.
Fremtidsværkstedet er en metode, der er velegnet, hvis der er op til 50 deltagere. Mødet (der varer en dag) opdeles i 3 faser: kritik, utopi og virkeliggørelse. Hermed inspireres og kvalificeres deltagerne til at sætte processer i gang. I kritikfasen fokuseres på oplevede problemer. I utopifasen udvikler deltagerne deres positive forestillinger om, hvordan problemerne kan løses med frit spil for fantasien. I den sidste fase omsættes visionerne til realistiske forslag, der kan arbejdes videre med.
Scenarieværkstedet er en videreudvikling af fremtidsværkstedet. Der benyttes f.eks. fremtidsscenarier til at sætte gang i debatten og give diskussionerne et fælles sigte. Der kan sammensættes forskellige grupper undervejs – f.eks. efter deltagernes baggrund og på tværs heraf. Dette synliggør gruppernes forskellige opfattelser og vilkår, og det styrker dialogen. For det tredje skal der beskrives scenarier om det pågældende tema. Scenarieværkstedet er rettet mod lokal handling, hvilket sætter grænser for de emner og temaer, der kan arbejdes med.
Open Space er en metode inspireret fra planlægning i vestafrikanske landsbyer. Udgangspunktet er, at der ikke er nogen dagsorden, men deltagerne inddrages i og bestemmer selv, hvilke arbejdsgrupper der oprettes.
I en konsensuskonference deltager borgere i lægmandspanel, som kan stille spørgsmål til nogle eksperter. Panelet skal efterfølgende nå til enighed om, hvilke anbefalinger de vil give til beslutningstagerne. Disse anbefalinger vil ofte have en vis gennemslagskraft i en efterfølgende folkelig debat om f.eks. konkrete prioriteringer. Borgerpanelet skal sammensættes af almindelige borgere (ikke de traditionelle opinionsdannere) og på tværs af alder, køn og erhverv. På et traditionelt borgermøde informerer myndighederne borgerne om et givent tiltag, og borgerne har mulighed for at stille spørgsmål i plenum. Metoden kan skabe meningsudveksling og debat, og er i nogle sammenhænge godt besøgt, men det er oftest kun få, som stiller spørgsmål og deltager aktivt – og måske kun med særlige vinkler. De traditionelle borgermøder er mest velegnede til envejskommunikation for borgere, der gerne vil have information og opleve en debat om et givent emne, men som ikke vil deltage aktivt heri.
En paneldebat giver en mere kvalificeret variant af et borgermøde. Ud over det traditionelle panel, der fremlægger informationer og oplæg, sidder et andet panel- en række opponenter (f.eks. journalister)- der varetager tilhørernes interesser. Dette kan i højere grad sikre, at debatten (som også skal inddrage tilhørerne) bliver mere vedkommende og underholdende, og at man kommer igennem relevante emner under debatten.
Folkehøringer har til formål at fremme dialogen med og inddragelsen af borgerne. Sigtet er at opnå en reflekteret, repræsentativ meningstilkendegivelse, at kvalificere den politiske diskussion i offentligheden samt at øge den folkelige deltagelse i beslutningsprocessen. Folkehøringer kan beskrives som en ”meningsmåling med omtanke” dvs. en anbefaling, der angiver, hvad den offentlige mening ville være, hvis der havde været mulighed for at tænke sig grundigt om og diskutere emnet frit og utvunget, før der svares på spørgsmålet. Folkehøringen kan bruges som et demokratisk værktøj, der forkorter afstanden mellem beslutningstagere og befolkningen. Folkehøringen kan bruges både på nationalt og lokalt plan. |
|
|