|
Byfornyelse på Indre Vesterbro. En undersøgelse af flyttemønstre samt byfornyelsesproces. Maj 1997.Af Birgitte Mazanti og Claus Syberg Henriksen. Projekt Boligsocial Indsats (BSI) har bedt CASA om at undersøge flyttemønstret og beboernes vurdering af genhusnings- og byfornyelsesprocessen i de to første færdigt fornyede karréer på Vesterbro: Estlandsgadekarréen og Eriksgadekarréen. Desuden ønskede BSI en be- eller afkræftelse af myten om, at det er de dårligt socialt stillede beboere, der presses ud af bydelen ved byfornyelsen. Der blev udsendt et spørgeskema til samtlige beboere i de to karréer, som omfattede 472 lejemål. Omkring 72% har besvaret spørgeskemaet, og en lille gruppe af beboere er yderligere blevet interviewet. Undersøgelsen viser, at 46% af beboerne er blevet permanent genhuset, 18% er flyttet tilbage til deres oprindelige lejlighed, mens 31% blev boende i deres lejligheder under byfornyelsen. I forhold til de permanent genhusede beboere viser undersøgelsen, at der er forholdsvis flest enten med høj indtægt eller lav indtægt, men færrest med mellemindtægter. Undersøgelsen kan altså ikke af- eller bekræfte myten om, at det er de dårligst stillede, der bliver presset ud af bydelen. Dog må det understreges, at hele billedet ikke kendes, idet huslejestigningerne først slår fuldt igennem efter 5 år. Det skal også nævnes, at mange af de permanent genhusede beboere har set byfornyelsen som en chance for at komme væk fra bydelen. Det generelle indtryk er, at beboerne i de to karréer som udgangspunkt er meget tilfredse med ideerne bag byfornyelsen. Og byfornyelsen har medført en væsentlig bedre boligstandard for de fleste beboere. Der er også mange roser til den flyttehjælp, som beboerne har modtaget i forbindelse med genhusningen. Af mere negative sider ved byfornyelsen viser undersøgelsen, at en fjerdedel deltog i mange møder og læste meget materiale, men omkring 40% læste meget lidt og gik til ingen eller få møder. Denne gruppe er kendetegnet ved at være socialt dårligt stillet. Undersøgelsen peger på, at der gives mange informationer omkring byfornyelsen, men det anbefales, at informationerne begrænses og gøres mere målrettede. Der advares også imod, at hele byfornyelsesprocessen har for mange aktører. Mange beboere har følt processen temmelig forvirrende, og synes de er blevet sendt rundt i systemet. |
|